Af Nick HvidtfeldtOnsdag den 23. maj 2012, 19:00
I går var der første semifinale i Europæisk Melodi Grand Prix 2012 (eller for at være smart: Eurovision), og danske Soluna sikrede sig en plads i lørdagens store finale! Vi kunne nemt være ligeglade med resten af deltagerne, men på Poplick kan vi som bekendt ikke dy os for at kommentere, så her får du vores syn på de første 18 sange i Europas største popfest. Numrene med fed skrift gik videre.
LÆS OGSÅ: Video: Bedårende Soluna viser sin barndom frem
1. Montenegro: Rambo Amadeus – 'Euro Neuro'
Tager I pis på os, Montenegro? En midaldrende mand med fedtet hår og makabert kropssprog, der "rapper" om euroen? Det kan vi slet ikke tage seriøst.
2. Island: Greta Salóme & Jónsi – 'Never Forget'
Aaah, en følelsesladet duet mellem mand og kvinde, der lige går en oktav op til sidst – et klassisk grand prix-nummer, der fuldt fortjent gik videre.
3. Grækenland: Eleftheria Eleftheriou – 'Aphrodisiac'
'Arabiens Drøm – Part 2' fik vi fra Grækenland, der gav os den obligatoriske hotte brunette med kort skørt og banalt kærligedsnummer.
4. Letland: Anmary – 'Beautiful Song'
En fin sang, det må man give Letland, at 'Beautiful Song' er, men noget specielt er den altså ikke. Kunne godt være gået videre, men havde nok et for kedeligt sceneshow.
5. Albanien: Rona Nishliu – 'Suus'
Er ens sang ikke på engelsk, kan det være svært for andre at relatere til den, men på Albaniens bidrag kunne man tydeligt mærke følelserne fra sangerinden med den imponerende stemme, om end de lange, høje toner var det mest bemærkelsesværdige ved nummeret.
6. Rumænien: Mandinga – 'Zaleilah'
Lårkort uptempo-brunette nummer to. Festligt, farverigt og ret fladt i længden.
7. Schweitz: Sinplus – 'Unbreakable'
Aftenens rockede indslag. Ville være interessant at have i finalen, selvom det nok ikke havde vundet, men når man konsekvent udtaler 'wildest' som 'wauldest', får man sparket.
8. Belgien: Iris – 'Would You'
Og her har vi så den obligatoriske talentshow-vinder med en fin, lidt Aura-agtig ballade, som næsten burde være gået videre.
9. Finland: Pernilla – 'När Jag Blundar'
Fedt af Finland at stille op med en sang på svensk, som skilte sig positivt ud, men desværre nok var lidt for 'fjeldhygge' til resten af Europa.
10. Israel: Izabo – 'Time'
Sjov 60'er-rock med et touch af middelhavsstemning. Grænsede indimellem til at virke som en gimmick, men den var vist nok seriøs. Fair nok at den ikke gik videre.
11. San Marino: Valentina Monetta – 'The Social Network Song (Oh Oh - Uh - Oh Oh)'
En spøjs sang om Facebook. Hvem skriver sådan noget her?! Var vist temmelig dødsdømt på forhånd.
12. Cypern: Ivi Adamou – 'La La Love'
Lårkort uptempo-brunette nummer tre. Og den bedste af dem. Det er rendyrket Ibiza-disko med børne-MGP-tekster, men svært at sidde stille til.
13. Danmark: Soluna Samay – 'Should've Known Better'
Det er lidt plat bare at holde med et land, fordi man selv kommer derfra, men Solunas 'Should've Known Better' er faktisk et af de bedste bidrag og er da også blevet spået gode chancer. Solid vokalpræstation i går!
14. Rusland: Buranovskiye Babushki – 'Party For Everybody'
Kan du sige giga-gimmick? Seks festglade bedstemødre, der både havde problemer med at ramme tonerne og holde takten. Og så gik de dæleme videre! Megapinligt, Europa! Total dårlig smag.
15. Ungarn: Compact Disco – 'Sound Of Our Hearts'
Meget boyband-George Michael-agtigt bidrag, som skilte sig positivt ud og næsten lød som noget, der kunne blive spillet i radioen. Tak for at give os en nogenlunde normal sang.
16. Østrig: Trackshittaz – 'Woki Mit Deim Popo'
DJ Aligator på stoffer tilsat lidt østrigsk jule-techno. Nej tak, drenge.
17. Moldova: Pasha Parfeny – 'Lăutar'
Igen kan man blive i tvivl: Er det lidt en gimmick? Men nej. Bare nogle glade mennesker på scenen og et muntert nummer.
18. Irland: Jedward – 'Waterline'
Ugh. Jedward var også med sidste år og er åbenbart det helt store i Irland. Hypertvillingerne kan dog ikke have gået videre på sangtalent eller originalitet. Det ville være rart, hvis de kunne være en smule mindre fokuseret på gimmicks i finalen.
LÆS OGSÅ: Video: Melodi Grand Prix-vinder smider tøjet
Overordnet set gik mange velfortjent videre fra første semifinale, men der er altså også et par smuttere indimellem. Poplick spår umiddelbart Island, Cypern og Danmark de bedste chancer for at vinde ud af dette felt. Anden semifinale bliver afholdt på torsdag klokken 21 og vises på DR1.